Vi udbyder i øjeblikket ikke denne rejse, men vi har en tilsvarende hundeslæderejse i samme område. Se den rejse her
Kom med på et fantastisk hundeslædeeventyr gennem det ægte Lapland omkring den samiske hovedstad Karasjok og Finnmarksvidda-højsletten. Der venter en helt unik natur-rejseoplevelse, når turen går udenfor de almindelige spor og man mærker naturens kræfter på egen krop mens man i harmoni med sine slædehunde bevæger sig gennem den rå og vilde ødemark.
På denne hundeslæderejse i Karasjok i det nordlige Norge venter der rig mulighed for at prøve kræfter med hundeslædekørsel når vi over tre dage begiver os gennem det nordnorske vinterlandskab. På rejsen får hver deltager ansvaret for sin egen slæde og hold af slædehunde. Dagene tilbringes med at navigere hundeslæden gennem ødemarken. Undervejs stopper vi og nyder stilheden og de store vidder omkring bålet, mens vi indtager vores frokost og en kop varm te. Der overnattes enten i bjerglodgen på selve Finnmarksvidda eller i den hyggelige Engholm Husky Wilderness Camp, afhængigt af vejr og sæson.
Landskabet i Karasjok, der ofte kaldes for "den samiske hovedstad", er præget af store naturområder, skove, søer og floder. Det er også her man finder den store højslette Finnmarksvidda, hvor de store vidder er præget af arktisk tundra og subarktisk vegetation.
En hundeslæderejse hvor alle kan være med
Når man tager på hundeslæderejse venter der en række spændende oplevelser ikke mindst dét at styre en hundeslæde gennem snelandskabet og mærke den tætte forbindelse til hundene, slæden og sneen. Det kræver ingen forudgående kendskab eller erfaring med hundeslædekørsel for at tage på en rejse med hundeslæde, vores guider sørger altid for grundig oplæring og vejledning under hele rejsen.